I de kommende uger ventes omskifteligt vejr.
Flere mindre lavtryk og ret svage fronter med regn og mild luft vil passere landet vestfra, men derimellem vil højtryksrygge give mere stabilt og koldere vejr.
I omgange ventes højtryk at bygge op vest for Skandinavien, hvilket i perioder kan sende kold polarluft ned over Danmark fra nord og nordvest med udbredt nattefrost og vinterlige byger.
De dybe atlantlavtryk ventes fortsat mest at tage baner langt vest og nord og Danmark, dermed vil risikoen for storm være lav.
Sådan skriver DMI i deres netop opdaterede månedsprognose.
Er du klar til at fjerne sne?
Produkt
Navn
Pris
Forhandler
Uge 49: En blanding af mildt og koldt vejr
Starten på uge 49, som begynder den 2. december, bliver præget af mildt og gråt vejr, men en koldfront fra vest kan midt på ugen bringe lavere temperaturer og vinterlige byger med sig.
Dermed står det klart, at danskerne skal forvente sne allerede i næste uge.
Efter en kort overgang med klart og koldt vejr vender den milde luft tilbage, sammen med skyer, regn og blæst.
Temperaturerne vil ligge mellem 3-8 grader om dagen og 1-6 grader om natten, men midt på ugen kan der komme frostgrader.
Nedbørsmængden ventes at være lidt under normalen for årstiden.
Uge 50: Mulighed for polarluft og frost
I uge 50 ser et højtryk fra Azorerne ud til at skubbe kold polarluft ned over Danmark. Det kan betyde flere dage med stabilt og tørt vejr, udbredt nattefrost og klare dage.
Lavtryk kan fra sydøst dog bringe skyer, regn og slud.
Temperaturerne forventes typisk at svinge mellem 0 og 6 grader om dagen og helt ned til -6 grader om natten. Decemberkulden ser dermed ud til at bide sig fast, og nedbøren vil formentlig holde sig under normalen.
Uge 51: Stabilitet i ustabiliteten
De sidste dage op mod jul byder på få ændringer i vejrmønstrene.
Et højtryk over Vesteuropa og Skandinavien vil sandsynligvis dominere, men lavtryk fra nord kan bringe periodisk nedbør.
Vejret bliver overvejende køligt med dagtemperaturer op til 6 grader og nattefrost helt ned til -6 grader. Nedbøren ventes at holde sig tæt på eller under gennemsnittet.