Om det er i bestyrelseslokalet, på banen eller bag tasterne, er frivillighed rygraden i idrætten.
Alligevel oplever mange københavnske idrætsaktører i dag udfordringer med at engagere og forankre frivillige.
Udfordring med at finde frivillige, understøttes af en landsdækkende undersøgelse i 2024, der viste, at københavnernes frivillige deltagelse på idrætsområdet lå under landsgennemsnittet.
På den baggrund igangsætter Københavns Kommune nu en omfattende undersøgelse, der skal kortlægge københavnernes frivillige engagement i den københavnske idræt i løbet af 2025.
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med analysebureauet Urban Goods, som bidrager med ekspertise i større analyser og borgerinddragelse.
Undersøgelsen vil afdække, hvad der påvirker engagementet, samt hvilke løsninger, der kan styrke og understøtte frivilligheden i byens idrætstilbud.
Som en del af undersøgelsen vil Københavns Kommune i april og maj gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt 50.000 københavnere, som udsendes gennem e-Boks for at afdække, hvordan og i hvilken grad københavnerne engagerer sig frivilligt i den københavnske idræt.
”Dette bliver den mest omfattende og dybdegående undersøgelse af frivilligheden i idrætten nogensinde. Det bliver spændende at se, hvad resultaterne viser. Forhåbentligt vil det vise, hvordan forvaltningen fortsat kan støtte de mange aktører, der hver dag sikrer, at københavnerne har mulighed for at være aktive i gode og positive idrætsfællesskaber”, siger Mia Nyegaard (RV), kultur- og fritidsborgmester.
Undersøgelsens resultater og anbefalinger vil indgå i kommunens videre arbejde med at styrke frivilligheden i København.