Hvert år lancerer Apple en ny iPhone til deres årlige event, hvor tusindevis af potentielle købere sidder klar ved skærmen for at se Apples nyeste teknologi.
Som forbruger kan det godt være svært at få øje på de helt store forskelle, men de ligger ofte i de tekniske specifikationer.
Med de mange opgraderinger over årene er telefonerne deraf blevet dyrere, men hvad koster en iPhone egentlig at producere for Apple?
Det fortæller en ny rapport fra TD Cowen.
Rapporten har afsløret hidtil ukendte detaljer om de stigende produktionsomkostninger for Apples nyeste iPhone 16-modeller, som især gør sig gældende ved den avancerede Pro Max-version.
Ifølge rapporten, som er blevet delt via Apple Insider, er omkostningerne for at fremstille iPhone 16 steget en smule i forhold til forgængeren, iPhone 15, men Apple har alligevel formået at holde prisen stabil.
Omkostningerne for en standard iPhone 16 er steget fra $395 (ca. 2.800 kr.) til $416 (ca. 2.950 kr.), hvilket svarer til en beskeden stigning på 5 procent.
Til sammenligning starter en iPhone 16 med 6,1" skærm på Apples hjemmeside fra 7.499 kr.
Den største udgiftspost er skærmen, som koster $65 (ca. 460 kr.), mens RAM-opgraderingen fra 6 GB til 8 GB står for den største procentvise stigning. Prisen her er vokset med 89 procent fra $9 (ca. 65 kr.) til $17 (ca. 120 kr.).
Selvom nogle komponenter er blevet dyrere, har Apple også formået at reducere omkostningerne på visse områder, blandt andet ved at gøre skærmen billigere sammenlignet med iPhone 15.
Pro Max-version
Pro Max-modellen er også blevet dyrere at producere, med en stigning på $32 (ca. 230 kr.) i forhold til sidste års model, hvilket giver en samlet pris på 485 dollars (cirka 3360 kr.).
Bagkameraet og skærmen er de dyreste komponenter, begge til en pris på $80 (ca. 570 kr.).
Ifølge TD Cowen kan 40 procent af den samlede prisstigning på Pro Max tilskrives inflation, mens de resterende 60 procent skyldes forbedrede komponenter.