Det er ikke nogen hemmelighed, at forbrugere med tiden er blevet mere opmærksomme på kvaliteten af dagligvarer, og nu vækker et viralt opslag fra den norske influencer, Trygve Viken, opsigt.
Sagen er den, at han forleden var et smut forbi Rema 1000 for at købe Nordfjord-bacon - og da han kiggede nærmere på pakken, fik han et chok.
Sådan skriver Nettavisen.
"Det er et kæmpe bedrageri"
Det viste sig nemlig, at en stor del af vægten var vand og fedt.
"Hvis det her ikke er svindel på højt niveau, så ved jeg det ikke. Det er bare vand og fedt," siger influenceren i en video på Facebook.
I videoen afslører han videre, at baconpakken på 500 gram kun vejede 116 gram efter at have været på panden.
"Det er et kæmpe bedrageri. Nu skal folk begynde at reagere," siger Trygve Viken i videoen.
Fagfolk reagerer
Dog findes der en forklaring.
Slagteren Erik Strøm-Larsen forklarer, at det er normalt, at op til halvdelen af bacon går tabt ved stegning, fordi fedt og væske forsvinder under opvarmningen.
"Her er der meget mere, og det er ikke godt. Det kommer selvfølgelig også an på, hvor længe det er stegt. Den vil krympe, jo mere man steger den," siger han.
Nordfjord Kjøtt har også været ude for at forsvare deres produkt. Kvalitetschef Randi Støyva forklarer, at der tilføjes saltlage til baconen for at sikre en jævn smag.
Hun forklarer, at det er naturligt, at fedtet smelter ved stegning, og at forbrugere kan returnere produktet, hvis de er utilfredse.