Børnefødselsdage kan være en større udfordring for både forældrene og barnet. Der kommer en masse forventninger og planer og drømme om hvordan man kan gøre dagen helt perfekt. Men hvad gør man, hvis venskaberne er problematiske og de mange bekymringer kan dræbe lysten til festen inden den overhovedet er startet? En mor fra Washington D.C. har skabt heftig debat online, efter hun stillede spørgsmålet: Skal man invitere et barn, der mobber, til sin datters fødselsdag?
Moderens 11-årige datter skal snart holde sin sidste store børnefødselsdag og ønsker at invitere alle pigerne i klassen – undtagen én. Ifølge moren har datteren gentagne gange klaget over denne pige, som ifølge beskrivelserne ofte opfører sig groft og mobber sine klassekammerater.
"Min datter klager konstant over denne pige. Hun har blandt andet stjålet og smidt min datters viskelæder i skraldespanden og bagefter pralet med det," fortæller moren.
Et moralsk dilemma
Moren er normalt imod at ekskludere nogen, men i dette tilfælde er hun usikker:
"Skal jeg tvinge min datter til at invitere en, der aktivt gør hende ked af det, for at undgå at såre nogen? Eller skal jeg undlade at invitere de andre piger fra klassen for at undgå problemet?" spørger hun i forummet.
Samtidig frygter moren, at mobberen vil forårsage en akavet stemning til festen, da hun ingen tætte venner har blandt klassens piger, men kun i andre klasser.
Reaktioner fra andre forældre
Kommentarerne på forummet afslører, at emnet deler vandene. Flere mener, at det er forkert at ekskludere et barn, uanset omstændighederne. En forælder foreslår at invitere mobberens forældre, så de kan sikre, at deres barn opfører sig ordentligt.
Andre bakker moren op: "Du skal ikke tvinge dit barn til at invitere nogen, der er ond mod hende. Det er hendes fest, og hun skal have lov til at vælge sine gæster inden for rimelighedens grænser," skriver en bruger og understreger vigtigheden af, at barnet lærer at forklare sin beslutning på en venlig måde.
Uanset hvad familien vælger, er det altid vigtigt at mærke efter hvilke relationer, der giver en positiv og glad energi og fokusere på det gode venskab.