På baggrund af et alvorligt, nyt tilfælde ønsker Statens Serum Institut (SSI) at gøre rejsende i tropiske områder opmærksomme på risikoen for smitte med zikavirus. Det gælder særligt kvinder, som er gravide eller påtænker at blive gravide.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra VIA ritzau.
Der er i Danmark konstateret et alvorligt tilfælde af smitte med zikavirus hos en gravid kvinde, som har medført fosterdød. Kvinden formodes smittet under en rejse i Thailand tidligt i graviditeten.
Tilfælde af zikavirus er anmeldelsespligtige. I Danmark er der i løbet af 2023 og 2024 indtil nu påvist fire rejserelaterede tilfælde af zikavirus.
Zikavirus overføres hovedsageligt med myggestik, men kan også overføres seksuelt via sæd i flere måneder efter overstået infektion. Infektionen forløber ofte uden symptomer eller giver kun mild og forbigående sygdom, men kan hos gravide medføre alvorlige skader på fosterets centralnervesystem, bl.a. microcephali (for lille hovedudvikling) hos nyfødte og medføre forsterdød.
Zikavirus forekommer endemisk i varierende grad i mange tropiske områder i verden. Efter det store globale udbrud af zikavirus omkring 2015-2017 er forekomsten faldet til et lavt niveau de fleste steder, men der kan optræde lokale udbrud med stigende smitterisiko. Igennem 2023 var der en stigende forekomst af zikavirus i Thailand, som meddelt af SSI i EPI-NYT uge 4 - 2024og på SSI’s hjemmeside.
Anbefaler forsigtighedsprincip
Der findes ingen vaccine eller behandling mod zikavirus. Derfor er det vigtigt at undgå smitten ved at beskytte sig mod myggestik på rejser i områder med zikavirus. Da det i praksis kan være svært helt at undgå myggestik, anbefales kvinder, der allerede er gravide, eller som aktuelt påtænker at blive gravide, at overveje at udskyde ikke-nødvendige rejser til de områder, hvor zikavirus forekommer.
En udfordring er dog, at man i mange lande ikke kender den reelle forekomst af zikavirus på grund af manglende diagnostik og rapportering.
I fraværet af opdaterede og pålidelige lokale informationer om risikoen for zikavirus anbefaler SSI gravide at anlægge et forsigtighedsprincip ved overvejelser om rejse til områder med mulig forekomst af zikavirus.